Hovedpine kan komme af tusindvis af årsager. Nogle er helt uskyldige, mens andre kræver en nærmere undersøgelse. Hvis man ofte har hovedpine eller lider af det længe ad gangen, skal man få det undersøgt hos lægen, men oftest vil der være tale om en relativt kort hovedpine.

Det kan ikke desto mindre være irriterende nok, selvom hovedpinen er kort. Derfor kan man godt fristes til at tage smertestillende mod hovedpine. Det er i øvrigt også med til at give disse piller tilnavnet ’hovedpinepiller’.

Når man skal tage noget smertestillende mod hovedpine, bliver man som regel anbefalet at begynde med produkter med paracetamol. Det er det aktive stof i Panodil, og mange kalder også bare denne slags smertestillende for Panodiler.

Paracetamol findes dog også i sådan noget som Pamol, Pinex og produkter, som bare hedder Paracetamol og så eventuelt en producents navn. Det er altså et udbredt middel at bruge, men hvorfor er paracetamol det, man ofte først anbefaler?

Det er skånsomt for de fleste

Svaret er, at paracetamol sammenlignet med de andre aktive stoffer, man finder i håndkøb, er rimelig skånsomt. Det er et blidt middel, som ikke har så mange bivirkninger. Al medicin har bivirkninger, men paracetamol er noget, de fleste kan tage, uden det har de store negative konsekvenser.

Blandt andre Samvirke og BT har nævnt paracetamol og Panodil som den bedste vej at gå mod hovedpine og lette smerter. Inden for den anbefalede dosis, er man nemlig på rimelig sikker grund, og Panodil er et af de absolut mest brugte smertestillende midler i Danmark.

Dog skal man være opmærksom på, om man får effekt af pillerne. Hold øje med, hvordan du har det, når der er gået 20-30 minutter, efter du har taget pillerne eller en af de andre former, man kan få paracetamol.

Der er nemlig en del af danskerne, som ikke får en effekt af paracetamol og Panodil. Det er omkring halvdelen. Er man en af dem, skal man selvfølgelig overveje alternative måder at få lindret sine smerter.

Kodimagnyl, Ipren og Treo

Paracetamol mod hovedpine

Hvis man ikke får en effekt af paracetamol, har man heldigvis andre muligheder. I forhold til hovedpine vil det oftest være oplagt med Kodimagnyl. Det aktive stof i Kodimagnyl er acetylsalicylsyre og kodein, og kan man finde andre produkter med disse aktive stoffer, kan man godt bruge dem.

Det smarte ved Kodimagnyl er, at det kombinerer acetylsalicylsyre, som er en gigtmedicin og som kodein, som bliver nedbrudt til morfin i leveren. Det giver en smertestillende effekt.

Treo indeholder også acetylsalicylsyre, men ikke kodein. Til gengæld indeholder Treo koffein, og derfor er det populært at bruge efter en lang nat ude, hvor man rammes af tømmermænd morgenen efter.

Ipren med det aktive stof ibuprofen var en tur i mediemøllen, efter en undersøgelse pegede på, at der kunne være negative konsekvenser af at bruge det for meget. En af forskerne bag undersøgelsen selv var dog ude og sige, at man skulle slå koldt vand i blodet.

Ipren er også en gigtmedicin, og det er særligt godt til at bekæmpe inflammationer. Det vil sige, at det måske snarere skal bruges, hvis man har ondt i kroppen, end hvis man har ondt i hovedet, selvom det også har en smertestillende effekt her.