De fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv oplevet at få dårlig mave og diarré. Mange får det typisk, mens de er på ferie i udlandet, fordi de kommer til at drikke vandet fra hanen, spiser madvarer der er blevet skyllet i postevand eller på anden måde bliver udsat for ukendte eller skadelige bakterier.

Diarré og dårlig mave kan dog også sagtens forekomme, selvom du måske ikke lige har været ude at rejse i udlandet for nylig. Derfor kan det også være en god idé at vide, hvad man kan gøre for at undgå diarré. Herunder kan du blive klogere på, hvorfor diarré opstår, og hvordan du kan forebygge og behandle diarré og dårlig mave, hvis uheldet er ude.

Derfor får man diarré og dårlig mave

Diarré og dårlig mave kommer til udtryk ved hyppige afføringer samt en øget mængde afføring om dagen, der typisk er tynd og vandet. Årsagerne til diarré kan være mange, og afhænger af, om du lider af akut eller kronisk diarré.

Akut diarré er diarré, der varer i mindre end 2 uger og skyldes i mange tilfælde bakterier, virus eller affaldsstoffer i maden fra skadelige bakterier. Ofte skyldes maveinfektionen, at man bliver smittet med bakterier eller virus via andre mennesker, som er smittet, eller via madvarer, hvor følgevirkningerne er dårlig mave og diarré.

Kronisk diarré derimod er diarré, der varer over 2 uger og kan blandt andet skyldes intolerance overfor specifikke fødevarer, tarmsygdom, irritabel tyktarm, kræft, stofskiftesygdom, behandling med antibiotika eller for stor indtagelse af alkohol.

De fleste der får diarré oplever dog at få akut diarré, som går over af sig selv efter et par uger. Men selvom akut diarré ikke varer ved i en længere periode, kan det stadigvæk være rigtig ubehageligt og generende, fordi man hele tiden er nødt til at skulle på toilettet. Det kan derfor også være en god idé at være opmærksom på så vidt muligt at forebygge diarré og dårlig mave, så du undgår at skulle tilbringe det meste af din dag på toilettet.

diarré-og-daarlig-mave

Forebyggelse og behandling af diarré

Selvom diarré i omkring 95% af tilfældene går over af sig selv – i hvert fald hvis man lider af akut diarré – er der nogle ting du kan gøre, hvis du ønsker at mindske risikoen for at få dårlig mave. En af de vigtigste metoder til at forebygge diarré på er ved at vaske hænder ofte. Dine hænder bliver flere gange dagligt udsat for bakterier, og derfor er det vigtigt, at du sørger for at vaske dem ofte. Særligt inden du skal spise et måltid, er det vigtigt, at du sørger for at vaske hænder.

Derudover er det vigtigt, at du opretholder en god hygiejne i dit hjem, særligt i køkkenet og på badeværelset, da det også vil kunne være med til at nedbringe risikoen for at blive smittet med bakterier, der kan give dårlig mave og diarré.

Hvis du er blevet ramt af diarré, kan det være gavnligt at tage Imodium, der er et middel mod diarré. Imodium findes i forskellige udgaver, der virker på forskellige måder afhængig af, om du døjer med akut eller kronisk diarré. Derudover er det en god idé at drikke rigeligt med væske, hvis du har diarré, så du ikke dehydrerer. Særligt kan det være gavnligt at indtage vand med sukker og lidt salt, da det hjælper med at genoprette salt- og sukkerbalancen i kroppen.