Forkølelse eller snue er måske den mest almindelige sygdom i Danmark. Hvis man aldrig har været ramt, er man lavet af noget helt særligt, og man bør måske melde sig selv til nogle undersøgelser og noget forskning, fordi der kan være nogle gener eller mekanismer i kroppen, som vi andre gerne vil have gavn af!

Heldigvis er forkølelse ikke farligt, med mindre man i forvejen lider af noget meget værre. For den almindelige dansker, betyder forkølelse og snue bare, at man ikke er på toppen i et stykke tid.

Du kan læse lidt mere om symptomerne længere nede, men der er ingen grund til at gå i panik, hvis man bliver ramt af forkølelse. Det samme gælder, hvis det er små børn, der bliver ramt.

Små børn kan have sværere ved at udtrykke sig klart, og måske har de ikke fået sprog endnu, så de kan sige, hvordan de har det, og derfor kan det være rart at få til lægen, hvis ens barn er ramt. Alligevel behøver man sjældent trykke på panikknappen, for det er almindeligt, at børn får flere forkølelser om året.

Hvad er forkølelse?

Forkølelse er en infektion af en virus, som sætter sig i de øvre luftveje – det vil sige i næsen og halsen. Der findes hundredvis af små underarter af den virus, som giver forkølelse, og derfor bliver man ikke immun over for sygdommen.

Teknisk set kan man godt blive immun over for den enkelte virus, men fordi der er så mange variationer af virussen, bliver man aldrig immun over for det, vi bare kalder forkølelse.

Typisk sker smitten med forkølelse ved, at man har rørt noget, som har haft virussen liggende. Det er ofte en smittet, som man har givet hånd til. Når man så selv har virussen på hænderne, rører man ved sin mund, næse eller øjne for at klø sig eller lignende, og så har man selv fået virussen indenbords.

Forkølelse kan også smitte gennem dråber som nys og host, men det er oftere den ovenstående måde, virussen bliver spredt. Der er en lille forsinkelse fra man får virussen, til man er syg, som er på er par dage eller 3.

Symptomerne på en forkølelse

Det begynder typisk med, at man får lidt ondt i halsen og måske let feber. Fordi kroppen begynder at arbejde mod sygdommen, kan man også føle sig lidt træt, føle at man har få kræfter, og at man generelt ikke har så meget overskud, som man ellers har.

Efter en dag eller to begynder næsen at løbe og senere stoppe til, og man vil typisk også begynde at hoste. Hosten kan være meget irriterende, hvis man er hårdt ramt på den front, og man kan blive helt øm i maven af at hoste meget.

I løbet af sygdomsperioden vil ens snot som regel ændre sig fra at være tyndt og løbende til at være mere tyktflydende og nogle gange helt gulligt. Det er som regel her, næsen for alvor begynder at blive snottet, og man føler, man kan have brug for næsespray.

Som regel varer en forkølelse omkring en uges tid, inden man er helt på toppen igen. De første og sidste par dage kan godt være overkommelige, så det er omtrent i midten af sin forkølelse, at man er værst ramt.

Behandling af forkølelse og snue

I og for sig er der ikke nogen behandling for forkølelse, men man kan behandle for at lindre symptomerne. Så kan det være, at det er lidt lettere at komme igennem forkølelsen.

Det man oftest vil behandle er hosten og den stoppede næse. Hvis man altså har lyst til at behandle for at lindre de symptomer. Der findes forskellige måder at behandle enten hoste eller forkølelse på, og de kan alle findes i håndkøb på apoteket.

Hvad kan jeg gøre mod forkølelse?

Som nævnt lige ovenfor er der ingen kur mod forkølelse. Det er bare at vente på, at forkølelsen bliver nedkæmpet af kroppens eget forsvar, og hvis man har det slemt med forkølelsen, kan man behandle symptomerne.

Det kan man vel godt kalde at gøre noget mod forkølelse, men det er ikke helt nok.

De råd, man kan finde rundt omkring, handler meget om 2 ting. De handler om at give kroppen de bedste betingelser for at bekæmpe virussen, og så handler de om at minimere risikoen for, at man bliver smittet – eller smitter andre.

Gør kroppen klar til kamp

Rådene om at holde kroppen klar til kamp mod forkølelse er sådan set at finde alle steder på nettet, der handler lidt om vores generelle sundhed. Videnskab.dk har eksempelvis snakket med en professor, som råder folk til at sove ordentligt, spise alsidigt og eventuelt tage en vitaminpille i vintermånederne.

Altså skal man sørge for at give kroppen det, den har brug for, når det kommer til hvile og næring. Det giver jo god logisk mening, at når kroppen har det godt, har den lettere ved at kæmpe imod dårligdomme.

Det kan være en ide at kigge på ens kost for at se, om man får nok af de næringsstoffer, man skal bruge. Mange har hørt, at C-vitamin er godt mod forkølelse, men det ser ud til, at effekten er meget lille, så det er altså ikke smutvejen til et værn mod forkølelse.

Undgå at blive smittet med forkølelse

Det gælder også at undgå at smitte andre med forkølelse. Jo mindre vi alle er med til at sprede forkølelse, jo færre vil også blive smittet med forkølelse. Det er jo sådan set også meget simpelt.

Derfor skal man huske på de ting, ens forældre prøvede at lære en, da man var barn. Sådan noget som at nyse ind i albuen og at holde sig for munden, når man hoster – helst med noget andet end ens hænder, fordi det er det samme som med nyset. Husk på smitten ved at røre hænder, vi var inde på tidligere.

Så er det også en god ide at vaske hænder ofte, så man får skyllet eventuelle vira af sine hænder, inden de bliver ført op til slimhinderne, der er virussens indgang til kroppen.

Generel sundhed og tilstand gør dig stærkere

Helt generelt har du lettere ved at bekæmpe en virus, hvis du har det godt – ligesom vi skrev ovenfor. Det betyder også, at hvis du eksempelvis ryger, har du dårligere forudsætninger for at komme en forkølelse til livs, end hvis du ikke røg.

Det samme gælder stress, for hvis du er stresset, har din krop ikke de samme ressourcer til at kæmpe mod sygdommen.

Som man kan læse på Iform.dk, har en undersøgelse peget i retning af, at glade mennesker bliver ramt mindre af forkølelse. Der er naturligvis en række faktorer, der spiller ind på ens niveau af glæde, men en god følelse i kroppen kunne altså hjælpe.

Hvordan den gode følelse kommer, kan jo være meget individuelt, men blandt andet motion hjælper ofte.